Gærup Skolemuseum – Museet for De Reventlowske Skoler

Besøg Danmarks første moderne skole!

Gærup Skole blev oprettet i 1783 af Greve Johan Ludvig Reventlow. Denne skole var moderne, da den byggede på principper, som man ikke kendte til på den tid. Der var lige undervisning for piger og drenge, seminarieuddannede lærere, pædagogik, der tog udgangspunkt i barnet, fællesskabet betalte, og der var skolepligt.

I dag er Gærup Skole et museum, der stadig tager udgangspunkt i det enkelte menneskes væren i fællesskabet og i verden. Vi lægger vægt på det levende ord og den analoge formidling.

I år har vi en temaudstilling om faget regning. Her kan man se fine gamle regnehæfter, regneredskaber og skolebøger fra en svunden tid. Man kan også selv udfolde sine evner. Der er opgaver og lege for børn i alle aldre. Også dem på 96!

Der er også stylter, tøndebånd, sjippetov, lerkugler og ærteposer, så man kan lege alle de gode gamle lege fra mormor var barn.

Kom – hør – se – mærk – historien på Det lille Museum med den STORE fortælling.

Gærup Skole blev bygget i 1783 som den første af ”De Reventlowske Skoler” og dermed den første moderne skole i Danmark. Bygningen fungerede som skole indtil 1955 og har siden 1975 dannet den autentiske ramme om Gærup Skolemuseum.

Johan Ludvig Reventlow

De Reventlowske Skoler blev oprettet af godsejer, greve Johan Ludvig Johan Ludvig Reventlow Malt af Anton Graff 1783Reventlow (1751-1801) som et af de vigtigste elementer i hans ”masterplan” for udvikling og modernisering af Brahetrolleborg gods – en plan der blev et af de mest betydningsfulde initiativer for dannelsen af den danske socialstat.

”Børnenes Opdragelse er ustridig det vigtigste, som skal give et grundet Haab til en mere oplyst Almue, og derved fremme deres egen sande Lyksalighed i Fremtiden; siden deres Tænkemaade og Forstandens Dannelse beroer næsten alene paa den Opdragelse, det Indtryk og den Anviisning, de faa i de første Aar…”.
”Da det ikke er Stokken, som skal danne Mennesket, men en god Opdragelse og Underviisning, saa at hvad som foretages, skeer ikke af Frygt eller Tvang, men af Lyst og Overbeviisning, fordi det er godt og Ens Pligt…”

Fra uddrag af Skole-Reglement, 17de Decbr. 1783, Greve Johan Ludvig Reventlow, Brahetrolleborg.

Gærup Skolemuseum er partner i Geopark Det Sydfynske Øhav